• Medie: Mærsk har chartret skib bag brokollaps i Baltimore

    Source: BDK Borsnyt / 26 Mar 2024 04:51:29   America/Chicago

    Mærsk har chartret det containerskib, der tirsdag morgen er sejlet ind i Francis Scott Key Bridge i Baltimore, som efterfølgende kollapsede. Det skriver B.T. på baggrund af en melding fra rederiet Synergy Marine Group, der administrerer skibet Dali. - Det er mandskab fra Synergy, der sejler skibet. Men Mærsk har lejet skibet, siger en talsmand fra selskabet til B.T. Skibet er ejet af firmaet Grace Ocean Private, mens Synergy Marine Group står for driften af selskabet. At Mærsk har chartret skibet betyder, at det er den danske virksomheds gods om bord, men at det ikke er selskabets skib eller personale. Skibet var på vej ud af havnen i Baltimore med kurs mod Colombo i Sri Lanka, da det pludselig ændrede bane og sejlede ind i broen. Videooptagelser fra stedet viser, hvordan den store bro hurtigt kollapsede og faldt i vandet i floden Patapsco. Mærsk har endnu ingen kommentarer, fortæller virksomheden til Ritzau. Der kan være flere tilskadekomne efter ulykken. Redningsmandskab leder efter op til 20 mennesker, som er faldet i vandet. Det oplyser byens brandvæsen til det amerikanske medie CNN. Brandvæsnet samarbejder med kystvagten i Baltimore og et hold dykkere om redningsaktionen. Skibets eget mandskab er uskadt. - Al mandskab, inklusiv de to kaptajner, er i god behold. Der er ingen meldinger om sårede. Der er heller ikke forurening, skriver Synergy Marine Group til B.T. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/medie-maersk-har-chartret-skib-bag-brokollaps-i-baltimore
Share on,